Farvel til plejehjemmet

I den sidste tid har jeg arbejdet næsten hverdag på plejehjem for at skrabe så mange penge som muligt sammen til udvekslingsrejsen til München. Jeg er selvfølgelig kommet relativt tæt på en række mennesker, i og med at jeg hjælper dem i deres på mange måder syge hverdag. I går sagde jeg farvel til en dame som jeg har talt en del med da hun virkede ensom og som en af de få var frisk nok til at have noget rigtigt at sige. Hun sagde "tak for dig", "Du aner nok ikke hvor meget du har betydet for mig" og "nu begynder jeg næsten at græde".
Det var enormt underligt, da det - selvom jeg også synes godt om hende - er en ubalanceret situation. Synd at hun sidder i en situation hvor den eneste hun kan knytte bånd til er en person som i en kort periode bliver betalt for at være der. Jeg mener, jeg var da dybt flateret, men på den anden side ville jeg også bare gerne ud af døren, så jeg kunne komme hjem.